Verdejo fra Spanien
Opdateret: 27. jun. 2022
En dejlig frisk og aromatisk hvidvin lavet på druen Verdejo (100%), af producenten Finca Montepedroso Wineyard and Winery (årgang 2020), fra området Rueda, i Spanien. Vinen har en herlig enkel og intenst duft af tropiske frugter (passionsfrugt og melon), og en sød-syrlighed, der kan minde lidt om vingummibamser. Vinen er frisk og imødekommende i smagen, og den har en god fylde. Vinen har en mellemkraftig syre og en tørhed, der giver en god balance til tropiske frugt.
Vinen står stærkt i sin enkelthed og ærlighed. Den har en god struktur og et skarpt fokus uden nødvendigvis at gemme på mange forskellige nuancer og lag. Vinen handler om en aromatisk og tropisk duftoplevelse, og en fyldig men afbalanceret smag, der afsluttes på en bestemt og konsekvent måde. Det er en vin, der ikke vil alt for meget på samme tid, og som lykkes derved.
Jeg vil foreslå at drikke vinen alene, som en aperitif, eller som en hyggevin. Vinen kan også gå fint sammen med fisk, sushi, eller risotto. Jeg vil foreslå at drikke vinen ganske kølig omkring de 6-8 grader for at vinen står frem så frisk og sprød som muligt - men den kan også drikkes en anelse varmere (8-10 grader), hvor vinen får lov til at folde sig lidt mere ud.
Vurdering: 3
Prisniveau: Omkring 100-150 kr.
