Seriøs og kompleks vin fra Bordeaux
En kompleks og samtidig saftig rødvin lavet på druerne Merlot (44%), Cabernet Sauvignon (40%), Cabernet Franc (5%) og Petit Verdot (11%) fra vingården Chateau Meyre, i området Haut-Médoc, Bordeaux i Frankrig (årgang 2018). Duften er dejlig levende og fyldig med toner af mørke bær, som solbær og brombær, med et strejf af vanilje. Dybere nede i duftlagene er der også en lidt røget duft af tobak. Vinen har en behagelig fylde med en (mellem-)kraftig syre. Vinen er tør med markante tanniner. Eftersmagen er lang og behagelig.
Vinen kan nydes alene, men vil gå endnu bedre som en 'madvin', der med fordel kan nydes til mørkt kød, oksekød eller lam, og kraftige oste. Jeg vil foreslå at drikke vinen omkring de 16-18 grader, samt at give vinen tid til at åbne sig op.
Vurdering: 4
Prisniveau: Omkring 200 kr.
